Anmeldelse
I Magt for enhver pris når gruppen nye højder
Public service-sekstetten MAGT er på banen igen, og rister på vanlig overlegen og topcharmerende vis de hjemlige og internationale politiske tilstande.

Public service-sekstetten MAGT er på banen igen, og rister på vanlig overlegen og topcharmerende vis de hjemlige og internationale politiske tilstande. Mads Andersen, Steffen Jespersen, Morten Munk, Thomas Neergaard, Jonas Stimose og Christoffer Christensen er ikke bare svinemusikalske, men kan også skrive tekster, som får enhver revyforfatter til at blegne, og deres nye show Magt for enhver pris swinger på den helt høje satireklinge.
MAGT har snart været på banen i 10 år, men sprudler stadig af spilleglæde, blærede arrangementer og knivskarpe tekster. Ja, faktisk har de nok aldrig været bedre end i Magt for enhver pris, der er skruet så tæt sammen, at det kan være svært at nå at trække vejret mellem latterbrølene.
Det er som altid tidsånd og konkrete politikere, der står for skud. MAGT er dermed i tæt familie med både revyen og den del af comedy-branchen, hvor fx Michael Schøt huserer. Men de seks MAGT-folk har deres helt egen stil, der opstår i gruppedynamikken og deres vidunderlige musikalitet. I et mix mellem totalt tåbelige imitationer og spidsformulerede kommentarer lurer tidens alvor, der også omkranser showet.
“Man bliver angst hver gang, man læser en avis,” lyder optakten, hvorefter vi springer direkte over i en af de partikarikaturer, der er en af MAGTs særlige forcer. “Ulighed gir’ balance” rimer på “Nationalkonservativ Alliance” – og sådan får de kvikt onduleret Vanopslagh & Co i en af aftenens herligt småkiksede TikTok-koreografier.

Går den, så går den
Flere partier står for tur i løbet af showet med Enhedslistens garde af kontrollerede, kvindelige cyklister med hjelm og småblomstret kjole som den absolut skønneste. Frank Aaen peger dem mod venstre til revolutionen, men den er de blide kvinder med høj friværdi i privaten slet ikke med på, de vil bare have mere EU og gratis tandlæge. “Det er en tandløs revolution,” sukker Frank. Jovist, men det er satire med kraftigt bid.
Satire med kraftigt bid
Messerschmidt skal ikke bede om transkønnede kagepersoner, og orkestrerer siden en hel oppositionsopera. Regeringen får også en samlet bekomst i en rablende monolog, hvor Pia Olsen Dyhr bliver til “den polske tyr”, mens ulve og PISA-resultater mixes med en reprise af Lars Løkkes gamle snak om “mere mindre og mindre mere”, eller hvordan det nu er med det. Samme Løkke får sin egen sang – anderledes kan det ikke være, når showet hedder Magt for enhver pris. Den har omkvædet “Går den, så går den / så Lars gav bare gas / Det var ikke i orden / men…”, hvorpå synderegistret vokser vers for vers. “Lars ler sidst”, for han er “sværere at slippe af med end asbest”.
Telefonen, der i MAGTs tidligere show har bragt info udefra, er denne gang erstattet af den kinesiske AI-dukke Ling. Den sniger stille, men sikkert sin manipulation ind i showet og kobler dermed til afslutningens manende opfordring til at “tænke selv” og sige fra over for teknologiens trussel. Den kommer lige efter appellen til USA om at “komme hjem til Vesten”. Et forrygende medley gennem den amerikanske sangbog med versefødder, der passer som fod i hose – også med en ekstra stavelse. Sig “Born in the USA” og sig så “Jeg forstår ik’ USA”.

Skarpsleben satire i polyesterkostumer
Generelt har MAGT en særlig forkærlighed for folk-genren, hvilket også giver især Morten Munk og Christoffer Christensen mulighed for at fyre den af på alverdens instrumenter. I år brillerer Munk blandt andet på sækkepibe. Den er dog først lagt i hænderne på Mads Andersens Yoko Ono, hvor den lever sit eget liv under Jonas Stimoses John Lenon-udgave af de udøde – nej legendariske – ikoners fredshymne. “Det kan godt lige synke ind,” blev der sagt.
Det er deadpan-komik på højt niveau. Stimose er også skøn som danseantropolog, der fanger danskernes folkesjæl med sine lange lemmer og insisterende blikke. Andersen har flere gode soli og rammer især plet med pendlerens vise. Man kan meget, fx tog det kun AGF år at blive mestre, men man kan ikke “komme til tiden med DSB / hvorfor kan ingen får det til at ske?”.
Verdenssituationen bliver afhandlet i fugleperspektiv, hvilket her betyder i hønsegården, hvor hanen Trump puster sig op overfor den tyske og franske høne, mens ræven Vladimir og den kinesiske – eller muligvis taiwanesiske – trane lurer. Nummeret giver ligesom frilandsdyrenes rap – oh, vidste de freestylende dyr blot, hvad der venter dem – fuld gas på MAGT-holdets forkærlighed til polyesterkostumer. Således skaber de gang på gang nye forbindelser mellem det ultraplatte og den sublime musikalitet, der gennemsyrer alle numre.
Fuld gas på MAGT-holdets forkærlighed til polyesterkostumer
Magt for enhver pris er instrueret uhyre sikkert af Pelle Koppel, og selvom første del umiddelbart har flere hit-numre end anden, er bundniveauet svimlende højt og dramaturgien stram. Selvfølgelig er alle numre ikke lige gode, men ingen falder igennem – og hvilken revy kan bryste sig af det? Temaerne er ikke i sig selv specielt unikke, men MAGT bekræfter atter, at deres særlige musikalske komik-cocktail kan noget helt særligt. Det sker i synergien mellem kollektivets kraft og og de enkeltes styrker, og ved den stilsikre evne til at veksle mellem det fjogede og det svidende satiriske, fordi de formår at give kreativiteten kant.
Tekst og idé: MAGT. Musik: MAGT, John Lennon, Yoko Ono, Harry McClintock, Paddy Ban O’Brien, Hans Ernst Krøyer, Adam Oehlenschläger, Don McLean, Brian Wilsom, Chuck Berry, Jerry Leiber, Mike Stoller, Ed King, Ronnie Van Zant, Garry Rossington, Bruce Springsteen, Billy Danoff, Taffy Nivert, John Denver, Bob Dylan, Niels Viggo Bentzon og Lester Flatt.
Instruktør: Pelle Koppel. Scenografi: Rikke Juellund. Kostumer: Helene Billingsøe Martinsen. Koreografi: Laila Menia. Lys: Anders Leth. Lyd: Mads Kinnerup.
Medvirkende: Mads Andersen, Steffen Jespersen, Morten Munk, Thomas Neergaard, Jonas Stimose og Christoffer Christensen.
Magt for enhver pris spiller i hele landet 12. september 2026 – 6. februar 2027. Oplevet i Glassalen i Tivoli.
Kreditering
| Tekst og idé | MAGT |
|---|---|
| Musik | MAGT, John Lennon, Yoko Ono, Harry McClintock, Paddy Ban O’Brien, Hans Ernst Krøyer, Adam Oehlenschläger, Don McLean, Brian Wilsom, Chuck Berry, Jerry Leiber, Mike Stoller, Ed King, Ronnie Van Zant, Garry Rossington, Bruce Springsteen, Billy Danoff, Taffy Nivert, John Denver, Bob Dylan, Niels Viggo Bentzon og Lester Flatt |
| Medvirkende | Mads Andersen, Steffen Jespersen, Morten Munk, Thomas Neergaard, Jonas Stimose og Christoffer Christensen |


