Danmarks medie om scenekunstUafhængigt · medlem af Nye Medier · tilmeldt Pressenævnet Nyhedsbrev hver torsdag

Interview

Morten Lundgaard: “Jeg arbejder altid ud fra min intuition”

Med forestillingen Håbet giver instruktør og dramatiker Morten Lundgaard stafetten videre til ungdommen. En campingvogn bliver hovedkvarteret for et nyt scenekunstnerisk koncept, hvor titusinder af unge studerende har mulighed for at skabe deres egne forestillinger og formulere deres egne fremtidshåb. ISCENE har spurgt ind til konceptet.

DelFacebookLinkedInE-mail
Morten Lundgaard. Foto: Lærke Erhard Huniche.

Med forestillingen Håbet giver instruktør og dramatiker Morten Lundgaard stafetten videre til ungdommen. En campingvogn bliver hovedkvarteret for et nyt scenekunstnerisk koncept, hvor titusinder af unge studerende har mulighed for at skabe deres egne forestillinger og formulere deres egne fremtidshåb. ISCENE har spurgt ind til konceptet.

Da jeg for et par måneder siden skrev en reportage i forbindelse med Aarhus Festuge, så jeg noget, jeg har været nødt til at følge op på. Uden for Teatret Svalegangen mødte jeg instruktør og dramatiker Morten Lundgaard, som havde urpremiere på den specielle forestilling Håbet.

Forestillingen gjorde et stort indtryk på mig, og da Morten kort efter inviterede mig hjem til en mere uddybende samtale, kunne jeg ikke afslå. Jeg har nu besøgt Morten et par gange i hans hyggelige hjem med udsigt over Skanderborg Sø, og nedenstående er resultatet af nogle ganske lange samtaler.

Anden del af Håbet, som den så ud i sensommeren 2026. Foto: Montgomery/Anders Teibel.
Anden del af Håbet, som den så ud i sensommeren 2026. Foto: Montgomery/Anders Teibel.

Morten og den råbende kvartet

Morten Lundgaard er oprindeligt uddannet billedkunstner, men har i mange år arbejdet som film- og teaterinstruktør. Sideløbende underviser han på Odder Højskole og har en fortid på både filmskolen Station Next og på Aarhus Rådhus. “Der har altid været noget ved siden af teater, men jeg vil sige, at mit arbejdsliv faldt i hak, da jeg blev højskolelærer,” indleder Morten.

Den lettere anarkistiske tilgang er intakt

I 2001 var han med til at grundlægge kultkompagniet Von Baden, bestående af tre kunstneriske ledere og en fast skuespiller. “Essentielt set var Von Baden fire mennesker, der stod og skreg af Aarhus Teater, at de skulle spille noget om rigtige mennesker, og at de skulle lade være med at overartikulere det hele,” erindrer grundlæggeren. 

Morten skriger ikke så meget længere – i hvert fald ikke i mit selskab – men den lettere anarkistiske tilgang er intakt.

Morten Lundgaard i forbindelse med premieren på Håbet. Foto: Montgomery/Anders Teibel.
Morten Lundgaard i forbindelse med premieren på Håbet. Foto: Montgomery/Anders Teibel.

De etablerede rebeller

Med Morten som instruktør opførte den unge gruppe fortrinsvis moderne, internationale forestillinger, men med årene gik de i højere grad over til at skrive og udvikle egne stykker i tæt samarbejde.

Uden formel uddannelse som instruktør begik han masser af fejl, og ifølge ham selv, har han i virkeligheden slet ikke profilen til at være instruktør. Han led af impostersyndrom til langt op sine 30’ere og med egne ord “legede” han bare instruktør: “Vi skabte jo meget teater, men jeg var slet ikke moden endnu.”

Teater er gesamtkunst i ypperste form

Efterhånden som erfaring blev vekslet til modenhed, voksede han ind i rollen som instruktør både professionelt og menneskeligt. Rebellerne fra Von Baden kom også så småt på byens større scener, men der er noget grundlæggende ved teatrets institutioner og måden at producere på, der stadig byder ham imod. “Teater er gesamtkunst i ypperste form, men vi samler puslespillet forkert,” siger han og fortsætter:

“I min perfekte kunstneriske verden mødes instruktør, dramatiker, lysdesigner, skuespillere – kort sagt hele holdet – de mødes og bliver enige om tre-fire tematikker, som de gerne vil undersøge. Så går de hver til sit og arbejder, mødes igen med jævne mellemrum, og når prøverne starter seks måneder senere, er alle med på konceptet.”

Foto: Montgomery/Anders Teibel.
Håbet. Foto: Montgomery/Anders Teibel.

Stemningen fra omklædningsrummet

Den franske filosof og forfatter Albert Camus har udtalt at alt, hvad han med størst sikkerhed vidste om moral og pligt, skyldte han fodbolden. Både Morten og jeg er ramt af samme uhelbredelige mani, og når vores samtale mister disciplinen, falder snakken uvægerligt på det smukke spil. Det er vidunderligt med en ligesindet!

“Jeg er dybest set en fodbolddreng,” fortæller Morten, og hans samling af bøger og memorabilia bevidner udsagnet. “Det er det, jeg ved, og det er det, jeg passer ind i,” fortæller den tidligere angriber, der med egne ord var kendetegnet ved at være “meget venstrebenet”.

Jeg er dybest set en fodbolddreng

“Der er noget ved et omklædningsrum,” fortæller Morten, “og der er noget med måden man ordner ting på og kommer videre. Det tempo passer dårligt til en teaterproduktion, hvor der er et større behov for at tale, føle og mærke. Det er en kæmpe del af arbejdet, og det har jeg også selv brug for, men jeg synes, jeg bruger for meget tid på det.”

Foto: Montgomery/Anders Teibel.
Håbet.Foto: Montgomery/Anders Teibel.

No Regrets

I 2022 opstod muligheden for at kombinere lidenskaben for både fodbold og teater. Det skete i forbindelse med, at Morten instruerede No Regrets til Teatret Svalegangen. Den er baseret på Lasse Steen Pedersens biografi om aarhusianeren over dem alle: fodboldspilleren Stig Tøfting. Succesen blandt publikum kunne nærmest måles på Richterskalaen.

Flere end 100 forestillinger blev det til, og salen var fyldt med folk, der normalt hellere ville have flækket en arm på langs end tage en tur i teatret. “Det var fuldstændig vanvittigt,” erindrer Morten, “Folk tog bare telefonen eller gik i baren og hentede bajere midt under forestillingen. Jeg så en mand stå og pisse i hjørnet af salen. Folk troede simpelthen, at de var på stadion,” fortæller han om de vilde tider på teatret i Rosenkrantzgade.

Folk troede simpelthen, at de var på stadion

Forestillingen fremstår som et naturligt højdepunkt i karrieren. Alle teatre drømmer om at åbne dørene for et nyt publikum, men det lykkes sjældent så eftertrykkeligt, som det var tilfældet med No Regrets. “Sådan en forestilling er der ikke mange, der kan lave,” fortæller Morten og påpeger væsentligheden af at demokratisere og udbrede scenekunsten.

“I virkeligheden er jeg overhovedet ikke intellektuel,” fortæller han. “Jeg arbejder altid ud fra min intuition, og det kunne man mærke i No Regrets.”

Der er i øvrigt også en anden årsag til, at No Regrets blev så skelsættende.

Morten Lundgaard og Johanne Kirstine Fall. Foto: Lærke Erhard Huniche.
Morten Lundgaard og Johanne Kirstine Fall. Foto: Lærke Erhard Huniche

Lyset i lejligheden

Morten og jeg er ikke alene i lejligheden, for en tredje person lyser stuen op. Hendes fulde navn er Johanne Kirstine Fall, og hun er forfatter, dramatiker og manuskriptforfatter i egen ret. Efter en genopsætning af No Regrets, skrev hun et essay i Atlas Magasin, som Morten læste. “Jeg har aldrig følt mig så set før,” forklarer han kortfattet.

Morten kontaktede Johanne, og oprindeligt bad han hende egentlig bare om noget vejledning i forbindelse med manuskriptet til Håbet, men som hun siger: “Allerede fra første telefonopkald var der, hvad jeg vil kalde en meget, meget klar forbindelse. Og når man finder nogen, som man så åbenlyst skal lave teater med, så må man jo lade sig føre ved næsen.”

Henover de følgende måneder skrev de i fællesskab manuskriptet til Håbet.

Inkluderer alle

“Jeg har forandret mig som kunstner, efter jeg har mødt Morten,” fortæller Johanne, mens Morten er afsides efter (endnu) mere kaffe. Med egne ord anede hun ikke, hvem manden var, da hun skrev sit essay, men der var noget ved hans kunst, som aftvang en reaktion.

Energi på at inkludere nogle mennesker, som normalt ikke bliver inkluderet

Ifølge Johanne har Morten et helt særligt blik for at bygge bro mellem det høj- og lavkulturelle, hvilket No Regrets er et fremragende eksempel på. “Jeg synes det er enormt spændende, at han – mere eller mindre uden at vide det – bruger så meget energi på at inkludere nogle mennesker, som normalt ikke bliver inkluderet. Det er virkelig stor kunst, synes jeg.”

Deres fælles projekt, Håbet, ligger sømløst i forlængelse af den tilgang.

Foto: Montgomery/Anders Teibel.
Håbet. Foto: Montgomery/Anders Teibel.

Håbet lever videre

Håbet kræver en smule forklaring, for den er ikke, som forestillinger er flest. Værket er skabt af Morten, Jonas Hallberg fra Tiny Office, som bygger mobile kontorer og lign., og Ina Bøge Eskildsen fra VIA University. Den umage trio, som foruden teater havde et ben i blandt andet iværksætteri, ungdomsuddannelser og håndværk, mødte hinanden på Svalegangen, hvor de sammen fik idéen til det, der senere skulle blive Håbet.

Det er mere et koncept end en egentlig forestilling. Campingvognen skal på sigt køres ud til forskellige uddannelsesinstitutioner – som blandt andet kontaktes gennem VIA Universitys netværk på mere end 30.000 studerende – og så skal de unge skabe deres egne forestillinger.

Mere et koncept end en egentlig forestilling

Den udgave, jeg så, var instrueret af Morten med et manuskript skrevet af ham og Johanne, og den version bliver genopsat i sæson 27/28, men så slipper de også tøjlerne: “Det var slet ikke meningen, at jeg skulle skrive og instruere,” fortæller Morten og fortsætter: “Meningen var, at vi skulle holde workshop med unge, som så skulle skrive og spille, og at de skulle bygge det selv.”

Det bliver der forhåbentlig rig mulighed for i de kommende år, og således ender Håbet omtrent, hvor Morten startede, som en ny stemme til et nyt oprør.

Håb og handling

Vi taler alle tre lidt løst og fast om begrebet håb, og hvad der overhovedet ligger i ordet uden at komme afgørende tæt på en egentlig definition. Johanne roder rundt på sin smartphone og finder til sidst et citat, der viser sig at være af Katrine Wiedemann: “Håbløshedens fortælling er fristende, fordi det også er et kærkomment alibi til at forblive passiv,” læser Johanne højt. Det lyder umiddelbart meget rigtigt, tænker vi.

Hvis pessimismen bliver til magtesløshed, kan man ikke handle

Ifølge både Johanne og Morten rummer håbet (og Håbet) så meget handlekraft, og det er netop det, der skal gives videre. Johanne siger: “Hvis pessimismen bliver til magtesløshed, kan man ikke handle, og pessimismen kan hurtigt blive en usund ansvarsfralæggelse. Med klimakollaps og krige alle steder, kræver det meget mod at blive ved med at håbe.”

Aarhus FestugeTeaterTeatret Svalegangen

DelFacebookLinkedInE-mail

Spiller nu – også værd at se

Det skal du se →

Hele ugens scenekunst, hver torsdag

Vælg, hvad du vil have, så får du ugens anmeldelser, nyheder og det, der er værd at se. Gratis, og du kan afmelde dig, når du vil.

Emner